Bæredygtige hønsehuse af genbrugsmateriale, byggevejledning

Efterhånden har vi afprøvet vores hønsehuse godt og grundigt, og vi er mega glade for dem. Alt efter hvordan siddepindene monteres, er der plads til at 8 store høns (Brahma) har en siddeplads på pinden. Da vi ofte bliver spurgt til dem, kommer der en byggevejledning her. Vi håber, at du kan få glæde af den, og vi hører gerne tilbagemeldinger! God arbejdslyst!

Lige hurtigt fordelene ved denne type hønsestald:
- vindtæt, vandtæt, størst muligt dagslys, billigt, nem at rengøre, ingen fugtig halm i kontakt med træ --> ingen skimmel, ingen kondensvand, ingen sprækker til mider, nem at flytte, nem at bygge.

Ulempen er, at de ikke er super æstetiske at se på, så jeg ville nok ikke stille dem i en forhave - men der er faktisk købt spraymaling hjem, og der skal eksperimenteres med at gøre dem lidt kønnere at se på!

Du skal bruge:

materiale værktøj
palletank, foderautomat, siddepind, brædder, hegnstråd, kramper, kabelbindere, skruer, egnet materiale til tag (forstærket presenning eller lastvognspresenning), kompostgitter vinkelsliber, stiksav, groft sandpapir, skrue/boremaskine, hulbor, bor, hammer, tang, hæftemaskine, tæppekniv, tommestok, sav

 
Tag en velholdt palletank med plastikpalle. Vær lige opmærksom på, hvilke kemikalier den har været fyldt med.


Med vinkelsliberen skærer du en del af gitteret ud, og med stiksaven fjernen du selve døråbningen. Brug slibepapiret til at fjerne graterne fra saven.

Det store dæksel i toppen skal fjernes, idet hullet skal fungere som skorsten. Vask og skyl tanken grundigt.

Fra ydersiden borer du to huller og fastgører foderautomaten med kabelbindere.

Foderautomaten kan nu nemt fyldes udefra og foderet er overdækket og tørt.

Siddepinden er en velegnet gren fra haven, og den fastgøres udefra med skruer.

Bor et hul gennem et bræt og tanken og fastgør brættet med en bolt og møtrik. Når der muges ud, kan brættet nemt løsnes, og til dagligt forhindrer det hønsene i at skrabe halmen ud.

Med hulboret borer du 3-4 huller øverst på de to korte sider af tanken. Hullerne sørger i forbindelse med den store åbning i toppen at tanken for at der ikke dannes kondensvand.

Med kabelbindere fastgører du kompostgitteret som dør i venstre side af døråbningen.

Om aften lukker du døren med 2-3 gummistropper i højre side af tanken. Om dagen sætter vi en tentorpæl gennem gitteret for at holde den åben.

Nu sætter du to lange brædder i spænd langs tanken. Vi har brugt resttræ, som var 192 cm lang. Brug et bor til at forbore skruehullerne, og fastgør de 3 forbindelsesstykker.

Det forreste og midterste er 112 cm lange, det bagerste afhænger lidt af tankens type, så der er bare målt passende af. Brædderne fastgøres med kabelbindere på tankens stel.

Med kramper fastgører du en bane kraftigt hegnstråd, for at vandet ikke kan samle sig på taget senere.

Lastvognspresenningen vaskes og skæres i passende stykker til taget. Bredden passer fint med 150 cm, og ud af en presenning har vi haft nok materiale til 8 tage.

Presenningen foldes om brædderne og fastgøres på indersiden eller under brædderne med hæfteklammere. Hele stalden kan nemt flyttes med en sækkevogn.

Presenningen folder du om hjørnerne ligesom gammeldags bogbind og fastgører alt med hæfteklammere.
Nu står den klar til brug. 

Tankene er placeret på marken med ryggen mod sydvest og åbningen mod nordøst. Hønsene bor i staldene året rundt, og det bliver hverken for koldt eller for varmt til dem, og de får ikke træk.